Midt i nye klimakrav: 22 procent lavere CO2-aftryk på tværs af alle Unicons betontyper
Unicon har netop offentliggjort nye miljøvaredeklarationer (EPD’er) for alle sine 38 betonprodukter, der viser et i gennemsnit 22 procent lavere CO2-aftryk på tværs af samtlige produkter. Det sker samtidig med, at bygherrer nu skal overholde markant skrappere CO2-grænseværdier med indførelsen af nyt bygningsreglement.
Byggebranchen står over for skærpede klimakrav med indførelsen af det nye bygningsreglement BR25, hvor grænseværdierne for CO2-aftrykket i byggeriet er sænket markant og nu modsat tidligere omfatter stort set alle typer bygningskonstruktioner fra fritidshuse til industribygninger. Byggematerialer med lavere klimaaftryk bliver dermed afgørende for både bygherrer, entreprenører og rådgivere.
I den forbindelse kan Unicon nu offentliggøre nye miljøvaredeklarationer (EPD’er) for hele sin produktportefølje. De opdaterede EPD’er viser, at virksomhedens betonprodukter i gennemsnit har et 22 procent lavere CO2-aftryk sammenlignet med sidste år.
- Med indførelsen af de nye CO2-grænseværdier i byggeriet bliver det helt afgørende, at der findes tilgængelige produkter med lavere CO2-aftryk. Det er en forudsætning for, at bygherrer, rådgivere og entreprenører kan realisere projekter, der lever op til de nye grænseværdier. Med vores nye EPD’er får branchen et tydeligt billede af, hvordan vores betoner kan indgå i den sammenhæng, siger Ib Bælum Jensen, teknologichef hos Unicon.
På tværs af produktporteføljen spænder resultaterne fra 16 til 26 procent lavere CO2-aftryk sammenlignet med sidste års EPD’er, hvilket understreger, at forbedringen gør sig gældende for samtlige produkter. Og sammenligner man med de generiske standardværdier fra bygningsreglementet, som man som bygherrer er nødt til at bruge, hvis leverandøren ikke har en specifik produkt-EPD, ligger Unicons betoner generelt omkring 30 procent lavere.

Desuden er over 80 procent af Unicons produktionsvolumen i dag dækket af Unicons 38 produkt-EPD’er. Det betyder, at dokumenterede klimaoplysninger er tilgængelige for langt størstedelen af den beton, virksomheden leverer til markedet.
- EPD’erne er i dag et helt nødvendigt værktøj for bygherrer, rådgivere og entreprenører. Når alle led i byggeriet står over for skærpede krav, er det afgørende, at data er både præcise og tredjepartsverificerede. På den måde kan alle parter stole på de beregninger, der ligger til grund for dokumentationen, siger Ib Bælum Jensen og fortsætter:
- Når så stor en del af vores leverancer allerede er dækket af produkt-EPD’er, kan vores kunder trække på verificerede data for langt størstedelen af de betonmængder, de anvender. Det betyder også, at de undgår at skulle basere sig på de generiske værdier fra bygningsreglementet, som typisk angiver et højere CO2-niveau, og
som er nødvendigt at bruge, hvis man som leverandør ikke kan tilbyde en produkt-EPD. For kunderne er det derfor en stor fordel i det samlede CO2-regnskab, at vi kan dække så stor en del af vores leverancer med en produkt-EPD.
Unicon producerer årligt mere end 1 million kubikmeter beton.
For yderligere oplysninger:
Ib Bælum Jensen, teknologichef, Unicon, mobil +45 40 38 26 80 og ib.b.jensen@unicon.dk
Presseservice (herunder foto, tekst, kontakt mv.): Publicity, att.: Jeppe Hostrup, tlf. dir. +45 26 37 14 34 og hostrup@publicity.dk
Om Unicon A/S
Unicon er Danmarks ældste og største producent og leverandør af færdigblandet beton med 33 fabrikker og mere end 400 medarbejdere fordelt i hele landet.
Færdigblandet beton er en beton, der hos Unicon specialproduceres til den enkelte kundes byggeprojekt. Betonen leveres i friskblandet, formbar og uhærdet tilstand. Unicon producerer årligt mere end 1 million kubikmeter beton.
Unicon er en del af Aalborg Portland Holding, som er ejet af italienske Cementir Group.




Kommentarer