Unicon Logo
 
 
 
Error executing funtion! Function name: Document Menu System.NullReferenceException: Object reference not set to an instance of an object. at W5DocumentMenu.DocumentMenuClass.GetMenuHTML(HttpContext ctx, W5DocumentRenderer documentRenderer, W5FunctionRenderer functionRenderer, W5FunctionLocation location) at W5DocumentMenu.DocumentMenuClass.FireFunction(HttpContext ctx, W5VirtualTemplateRenderer virtualTemplateRenderer, W5DocumentRenderer documentRenderer, W5FunctionRenderer functionRenderer, W5FunctionLocation location) at W5View.W5ViewDocument.BuildHTML(W5DocumentTemplateContentRenderer contentRenderer, W5HtmlWriter html, String height, String width, String templateClientID, Boolean even, Boolean loadRenderers, String& metaKeywords, String& functionHeaders)
 
 
 
Info
 
Af: Produktchef Ib B. Jensen, Unicon A/S

Kun få har åbnet øjnene for tidsbesparende betoner

Betonproducenterne kan designe betoner, der tørrer hurtigt ud. Men byggebranchen udnytter kun i begrænset omfang denne mulighed for at afkorte byggetiden og spare ventetid og omkostninger til aktiv udtørring.

Selvom udtørring af den nyudstøbte beton er noget af det mest drilske i byggebranchen, er der underligt nok kun beskeden interesse for de såkaldte selvudtørrende betoner, der kan nedsætte udtørringstiden betragteligt.
 
Terrændæk og gulve skal ofte tørre i adskillige måneder, før det er muligt at arbejde videre med de ofte meget fugtfølsomme gulvbelægninger uden at risikere dårlig limning eller at trægulve slår sig.
 
Kombineres denne ventetid med, at aktiv affugtning får elmåleren til at lave piruetter i rasende fart, kunne man tro, at byggebranchen nærmest ville stå i kø for at anvende selvudtørrende beton.

Få procent af markedet
Men nej. Hos Unicon, der er Danmarks største producent af fabriksbeton, udgør salget af selvudtørrende betoner kun nogle få procent af salget af almindelig gulvbeton.
 
Selvudtørrende beton er ikke særligt efterspurgt,  udtaler salgschef Jens Bracher, Unicon A/S.
Vi kan designe betoner, der har gode udtørringsegenskaber til en given opgave, og vi kan simulere og forudsige udtørringsforløbet. Men der er meget få, som benytter sig af mulighederne. Typisk specificeres betoner kun ved styrke og miljøklasse og alene efter, hvordan de indgår i den færdige konstruktion. At lave et betongulv er altid en kompleks opgave, der kræver god planlægning hver gang. Der skal derfor nøje tænkes over udførelsen og det vejrlig, som kan forekomme,  inden bygningen lukkes.
 
Selvudtørrende betoner er ikke eksotiske recepter med hemmelige og uprøvede ingredienser som ingen har tillid til. En selvudtørrende beton er som udgangspunkt en ganske almindelig beton, blot med et forholdsvis lille indhold af vand og med det rette valg af delmaterialer i øvrigt. Hvis vandmængden er afbalanceret i forhold til cementmængden således, at der ikke er overskudsvand ud over det, som cementen binder, er der ikke behov for aktiv ekstern udtørring. Entreprenøren skal således ikke tænke på, hvordan han hurtigt får tørret betonen, men kan koncentrere sig om udførsel og efterbehandling.
 
 
Afkorter udtørring med måneder
Resultatet bliver en beton, der under ideelle klimatiske betingelser tørrer ud til 90 eller 85 % RH, der ofte er målet, flere måneder hurtigere end gulvbeton, som alene er specificeret ved styrke.
 
I forbindelse med et projekt med boligrenovering, hvor beboerne skulle genhuses, designede vi en beton med V/C på 0,29. Gulvet var klar til belægning efter 14 døgn, fortæller Jens Bracher
 
Der er flere grunde til, at kunderne køber ”almindelig” beton i stedet for selvudtørrende beton. Manglende opmærksomhed om mulighederne for planlagt udtørringsforløb er en af dem. En anden er formodentlig tradition - sådan har vi altid gjort, så hvorfor ændre det. Prisen er også en af grundene, idet selvudtørrende betoner er dyrere på grund af ekstra materialeomkostninger mv. Dette opvejes imidlertid af sparet tid og sparede ressourcer til energi.
 
En yderligere faktor kan være, at området er en gråzone, hvor parterne går rundt om gulvet som katten om den varme grød. Hvor tør er tør, hvor og hvordan skal man måle fugten, og hvem har ansvaret? Dette håndteres ved at inddrage betonleverandøren tidligst muligt i forløbet i forbindelse med detailplanlægning af entreprisen. Herved undgås uforudsete ventetider og omkostninger til affugtning af betoner.
 
Det er en kendsgerning, at fugt kombineret med fugtfølsomme belægninger er en uheldig kombination. I den forbindelse kan det undre, hvorfor man i så høj grad laver flerlags-løsninger. Beton er et naturmateriale, som sagtens kan stå alene. Heldigvis har vi set en tendens til, at flere og flere arkitekter specificerer slebne et-lags-gulve a la terrassogulve. På den måde slipper man for fugtproblemer og får et flot og slidstærkt gulv med lave vedligeholdelsesomkostninger.
 
 
 
 
 

Member of  Aalborg Portland logo